Socioøkonomisk webshop

Thumbs Up Shop

Thumbs Up Shop

Uafhængig socialøkonomisk butik på markedsvilkår, som sælger unika og kvalitetsprodukter fra miljøbevidste og sociale virksomheder fra hele landet.

Eller scroll videre for andre gaveideer m.m.

Varekategorier

Populære varer

Dette støtter du ved at handle hos os

Vores leverandører

Anne Marie Lind Larsen

Anne Marie Lind Larsen er en lokal leverandør af malede sten, ugler og lejlighedsklip (f.eks. juleklip og påskeklip).

Ved at købe Anne Maries flotte kunst støtter du dit lokalområde.

Anne Maries produkter findes endnu ikke her i webshoppen, men kan købes i Thumbs Up Shop på Kordilgade 36, Kalundborg.

Blindes Arbejde

Blindes Arbejde er en erhvervsdrivende fond med et formål om, at uddelingsmidler (såfremt der er overskud) skal geninvesteres i virksomheden, til gavn for at skabe flere arbejdspladser til borgere, der er blinde eller svagtsynede.

Bybi

Organisationen blev etableret som en socialøkonomisk virksomhed og forening på det historiske Sundholm på Amager. Helt fra starten har mennesker fra vidt forskellige sociale som faglige baggrunde og livsvilkår bidraget til Bybi. I dag har Bybi 5 medarbejdere, mange frivillige og et netværk af partnere, der bidrager til Bybi både praktisk og økonomisk. Bybis alsidighed er deres styrke.

Costa Kalundborg Kaffe

Costa Kalundborg Kaffes mål er:

  • at producere og levere frisk og velsmagende kaffe
  • at samarbejde med lokale firmaer
  • at bruge miljøvenlige produkter
  • at støtte den lokale kultur og vores lokale miljø
  • at støtte de plantager, der forsyner os med kaffebønner.

Dronning Dorotheas Badstue

Dronning Dorothea er en socialøkonomisk virksomhed, og de er blandt de virksomheder i Kolding, der gør en stor indsats for at opkvalificere de svageste personer, der står uden for arbejdsmarkedet, til at komme ind på arbejdsmarkedet og klare sig selv stærkt videre frem. 

Dronning Dorotheas Spa Therapy serie er en personlig velværeserie, baseret på milde og plejende egenskaber.

Produkterne indeholder udsøgte lækre ingredienser, som er blødgørende, plejende og fugtgivende: abrikoskoerneolie, jojobaolie, sheabutter, mandelolie, hyldeblomstekstrakt, kornblomstekstrakt og knuste olivenkerner. 

Fugledrejer
Ole Emde

Den lokale trædrejer, Ole Emde, kalder sig “fugledrejer”, fordi han mestendels drejer fugle i træ. Men han drejer dog også mange andre sjove figurer.

Han drejer f.eks. også elefanter, skildpadder og mus.

Noget er mest til pynt; andet har et praktisk formål, så som fuglehuse, køkkenrulleholdere, lysestager, vinpropper m.m.

Green By Noah

Hos Green by Noah kan du købe produkter, der først og fremmest produceres ud fra et ønske om bæredygtige produkter og dernæst ud fra et ønske om gennemsigtighed med produktet og dets vej hertil. Derfor sælger vi udelukkende produkter, der er produceret i Europa, af de bedste producenter inden for deres felt.

Human Aid

Human Aid har startet deres socialøkonomiske virksomhed ud fra ønsket om at bedre livsvilkårene for socialt udsatte på globalt plan. Det gør de ud fra FN’s verdensmål og ved at indgå “Partnerskaber for Handling” med lokale virksomheder.

Human Aids aktiviteter er import og salg af LIBBY’s PRIDE Wines fra Sydafrika, vingavekasser, vinsmagninger og foredrag. Herudover sælger de deres egen Human Aid Coffee og andre socialt ansvarlige produkter.

Ved at registrere sig som socialøkonomisk virksomhed har de forpligtet sig på en socialt ansvarlig håndtering af deres overskud. En del af denne forpligtelse er direkte og ubeskårne donationer af vinsalget til private, som går til Ungdomshjemmet Beth Uriel i Cape Town. På hjemmet gøres en stor og prisværdig indsats for at hjælpe udsatte børn og unge med skolegang, uddannelse og job.

 

Lahrsten

Teamet bag Lahrsten ApS består af Morten Lahrmann og Kim Czichelski Svejgaard. Kim er den praktisk anlagte, og Morten er den planlægningsmæssigt anlagte. Tilsammen driver de Lahrsten med deltagelse fra deres gruppe af fantastiske sælgere, som rejser land og rige tyndt og hjælper danskerne med at genopdage vores lokale nordiske vintyper.

Lahrstens mission er at hjælpe de nordiske lande med at genopdage vores lange tradition for vin af egne lokale råvarer. Mjød er den nok mest kendte af de nordiske vintyper og dén, som vores arbejde tager udgangspunkt i. Mjød eksisterer i et væld af afskygninger, fra den knasende tørre til det hvinende søde, og er et produkt, vi i Danmark har en lang historie med.

I dag er mjød et nicheprodukt, som oftest brygges på hobbyplan af entusiaster og et par få professionelle bryggere, som alle arbejder med og udforsker de mange muligheder, der findes i de forholdsvist enkle råvarer, som udgør grundlaget for denne nordiske vintype, mjøden. De frembringer et væld af fascinerende og spændende produkter med afsæt i den nordiske natur og de muligheder, den giver.

Det er de produkter, Lahrsten gerne vil være med til at bringe ud til de nordiske lande.

Naturfigur
v/ Lise Fjord

Lise Fjord  har et kreativt værksted i sit hjem, hvor hun laver finurlige figurer ud af ting, hun finder på kysterne ved Kalundborg.

Knuste ølflasker, ituslåede kopper og andre strandfund sættes på en fod af drivtømmer og får nyt liv som figurer bygget op ved hjælp af kreative nye sammensætninger af det, som før ansås som skrald.

Derved er der tale om genbrug.

Samtidig fjernes nogle af de mange glasskår, som kan være til gene for både badegæster og hunde.

Tværsam

Tværsams formål er Agenda 21-formål.

Som NGO (Non-Governmental Organisation – ikke-statslig organisation) at tilgodese sociale, miljømæssige og kulturelle tiltag, lokalt og globalt efter skønnede valg og muligheder.

Tøjklemmen/ Kriminalforsorgen

Tøjklemmen er en webshop under Kriminalforsorgen, hvor varerne er produceret af de indsatte.

Kriminalforsorgens værdi er: Kunsten at balancere mellem det hårde og det bløde. Værdien indeholder de to sidestillede led af Kriminalforsorgens hovedopgave: På den ene side hensynet til kontrol og sikkerhed; på den anden side støtte og motivation. Det er, når de finder balancen, at de gør deres arbejde godt!

Kriminalforsorgens vision er at bringe mennesker sikkert videre til et liv uden kriminalitet. I Kriminalforsorgen løses opgaver i tæt samarbejde med omverdenen på en fleksibel og effektiv måde, der er sikker og ordentlig for den enkelte, med det formål at mindske tilbagefaldet til kriminalitet og skabe tryghed i samfundet. Det er den strategiske retning.

For at opfylde den strategiske retning arbejder Kriminalforsorgen ud fra frem strategiske temaer:

  • Tæt samarbejde med omverdenen
  • Fleksibel kapacitet
  • Effektiv opgavevaretagelse
  • Sikkerhed og ordentlighed for den enkelte
  • Mindre tilbagefald.

Zendoo

Zendoo er et socioøkonomisk designfirma, der først og fremmest sælger designsmykker, tasker og interiørprodukter af høj kvalitet. På mange måder ligner de enhver anden iværksættervirksomhed – men de er adskilt af det faktum, at alt, hvad de laver, har et ansvarligt perspektiv.

Zendoo er en socialøkonomisk virksomhed, der hjælper og ansætter såbare personer tilbage på arbejdsmarkedet. De producerer unikke produkter af overskudsmaterialer fra Ecco og Kvadrat. Det gør de for at tage et miljømæssigt og socialt ansvar. Alt overskud bruges til at give job til udsatte borgere.

Y-Camp

Y-Camp – (forkortelse for “Youth Camp”) er en lokal fritidsjob- og ungevirksomhed, oprettet som forening og registreret som socialøkonomisk virksomhed. Formålet med Y-Camp er at skabe et ungestyret, innovativt og praksisnært lærings- og udviklingsmiljø, hvor unge mellem 15 og 29 år sammen med de tilknyttede frivillige voksne skaber nye fritidsjobs, udvikler projekter og lærer at drive virksomhed – hands on!

Produkter: Honning | Kaffe